I en hver udfordring du møder, er der mulighed for vækst.

Jeg vil vove den påstand, at det er umuligt at gå gennem livet, uden at møde udfordringer, blive ramt af sorg eller en anden form for krise. Det er en del af livet. For de fleste mennesker handler det om at undgå alt det svære, undgå alt det der kan forhindre, at livet ikke bare kører derud af. Men faktisk kan dine udfordringer og kriser blive den største gave til dig selv – det kan blive en åbning til personlig vækst! Men det er op til dig, med hvilke øjne du ser på de udfordringer du møder. Gør du dig til et offer og giver andre skylden? Eller vælger du at tage imod muligheden for at folde dig selv ud og mærke taknemligheden over hvad du fik?

Jeg blev ramt og troede jeg var et offer.
Jeg har oplevet mange sorger og nederlag i mit liv. Den største af dem alle var dog, da min daværende kæreste, og far til min dengang 3-årige søn, valgte at forlade mig til fordel for en anden. Jeg oplevede en sorg og en smerte, jeg ikke troede var mulig. Aldrig havde jeg oplevet så stort et nederlag. Aldrig før i hele mit liv havde jeg følt mig så forkert, forkastet og uden nogen form for værdi.

Hvad havde jeg gjort galt? Hvorfor var jeg pludselig ikke længere god nok? Var jeg for kedelig, for sur, for tyk, for….?? Hende den nye var helt sikkert både meget smukkere, meget mere intelligent og helt sikkert også sødere end jeg. Min indre kritiske stemme buldrede frem. Den nedlagde enhver form for fornuftig tanke. Raserede mit indre så en hver følelse af at være god nok forsvandt – som i helt og aldeles forsvandt. Det eneste jeg stod tilbage med var skammen over at være mig og sorgen over tabet af min familie.

Jeg var ramt og nedlagt og tæt på at give op! Jeg kunne næsten ikke rumme min smerte. Rumme at føle mig så forkert og forladt. Det gjorde ondt i hver eneste celle i min krop og hvor end jeg så hen, kunne jeg kun få øje på, at jeg ikke var værd at elske – hverken af mig selv eller af andre. Ikke engang min søn, følte jeg, fortjente mig som mor. For hvilken mor var jeg, når jeg knap kunne holde sammen på mig selv?

Jeg kæmpede med mig selv, men jeg kæmpede i den grad også for at få min ekskæreste til at ændre sin beslutning. Jeg nægtede at se min magtesløshed i øjnene. Men den grumme sandhed var, at jeg intet kunne stille op. Det var hans valg og hans beslutning.

Ja, jeg var magtesløs over for hans beslutning og jeg følte mig som et offer, der mod sin vilje måtte fraligge sig enhver form for medbestemmelse. I mine øjne var det ham der var det onde og mig det var synd for. Det var ham der flyttede, ham der ødelagde min drøm om familie og ham der fik mig til at føle mig som om jeg absolut intet var værd.
Som månederne gik, begyndte folk omkring mig pænt at antyde, om det ikke snart var på tide at komme videre… Men fattede de intet?? Mit liv lå i ruiner og DET VAR MIG DET VAR SYND FOR!

Sandheden var, at jeg svælgede i min egen offerrolle. Nok gjorde det forbandet ond, men udsigten til at skulle acceptere min smerte og tage ansvar for at komme videre i mit liv, kunne jeg slet ikke rumme.

Jeg havde et valg.
En sen nat lå jeg og tænkte over min situation, mit liv og mig selv. Jeg kunne huske, at jeg kort efter min kæreste var flyttet, havde svoret på, at jeg ikke ville ende ud med at blive en sur gammel kone. Svoret, at jeg om ikke andet, så for min søns skyld, ville skabe mig et godt liv og blive en god skilsmisseforælder. Men det billede der den nat tegnede sig for mig, var så langt fra alt det jeg i virkeligheden ønskede. Stoppede jeg ikke op nu, valgte en anden vej, så ville jeg ende ud med at blive en dårlig mor og en bitter gammel kone, der levede sit liv i skam og vrede.

For første gang, siden jeg var blevet alene, forstod jeg den nat, sådan helt dybt inde, at nok var jeg et offer for nogle ydre omstændigheder, men jeg havde stadig et valg. Et valg om at komme videre med mit liv og lære af det.

Han havde ødelagt min drøm om kernefamilie, men hvor meget mere ville jeg give tilladelse til at han skulle ødelægge? Den eneste jeg ramte, ved at holde fast i min offerrolle, var mig selv – ja, og så min søn, som for alt i verden ikke fortjente det! Jeg mærkede en indre viljestyrke og en trodsighed. En følelse af pludselig at vågne op og komme til live igen. Indse, at ligegyldig hvor længe og ihærdigt jeg forsøgte at give min eks kæreste eller andre skylde for min situation, så ville ansvaret for at få det bedste ud af mit liv altid ligge hos mig selv!

Jeg fik mit liv og har ansvartet for at få det bedst ud af det, ud fra de livsvilkår jeg har. Det betyder ikke, at jeg ikke må være både vred og ked af det og synes det er uretfærdigt, når mit liv ikke altid arter sig, som jeg ønsker, men jeg har stadig ansvaret for at få det absolut bedste ud af det.

Det hele er som det skal være – og meget bedre end du kan forstille dig.
Med mit nye ejerskab af selv at have ansvaret for mit liv, fulgte der også en accept af, at jeg også havde del i og et ansvar for, at min ekskæreste og jeg var havnet hvor vi var. Jeg havde ikke ansvaret for hans måde at afslutte vores forhold på, det var hans valg, men jeg havde et medansvar for, at vi var kommet der til, hvor det var blevet en mulighed for ham.

Den indsigt gjorde virkelig ondt, men det åbnede samtidig også en muligheden for at se på mig selv med nye øjne. Hvilke mønstre var det jeg havde? Hvorfor var vi havnet der? Hvad var det der gjorde, at jeg havde så svært ved at give slip? Jeg stillede mange spørgsmål og svarene måtte jeg grave dybt ned i mig selv for at finde. Det var en hård proces, men også vanvittig givende…

Et par år efter min skilsmisse læste jeg en dag en sætning der ramte mig lige i hjertet: ” Alt er som det skal være – og det er meget bedre end du kan forestille dig”. Og der slog det mig – ja, alt er præcis som det skal være. Det var det også dengang, da jeg sad midt i mit livs største krise, der kunne jeg bare ikke se det. Var der nogen, der på det tidspunkt havde sagt det til mig, havde jeg muligvis slået dem rigtig hårdt…

Nok skal jeg leve med, at mit barn ikke bor hos mig hele tiden. Jeg skal leve med sorgen over, at hans far og jeg ikke formåede at holde sammen og kunne give ham muligheden for at vokse op og bo sammen med begge sine forældre. Der er mange tab, men jeg har fået lige så mange gaver – gaver jeg ikke ville være foruden i dag. Gaver jeg også kan give videre til min søn, fordi det i den grad har udviklet mig som mor. Det har udviklet mig som veninde, som kæreste. Udviklet mig i hele den måde jeg møder og er til i verden på som Julie.

For noget af det aller vigtigste jeg har lært er, at jeg er god nok som jeg er, uanset hvordan andre mennesker er.

Vil du lære at bruge dine udfordringer som en positiv gave, du kan have udbytte af resten af livet?
Kender du til at havne i de samme dumme situationer, møde de samme udfordringer igen og igen? Kender du til følelsen af, at en del af dig egentlig godt ved bedre, men at du i situationen glemmer alt om det og reagere som en 5-årig? Kender du til følelsen af at sammenligne dig med andre og, uanset hvad, føle, at de er meget bedre end dig?

Jeg kan ikke fjerne dine udfordringer for dig, men jeg har et stort ønske om at lære, støtte og hjælpe dig med at se mulighederne i de ting du møder på din vej. Jeg ved det er muligt, hvor umuligt det end føles. Den 21. april starter jeg et nyt forløb op. Det er for dig, der gerne vil arbejde med dit indre barn, lære at give slip i gamle overbevisninger og historier der fastholder dig i uhensigtsmæssige mønstre. Læs mere og tilmeld dig her.

De bedste hilsner

Julie