Et magisk menneske der gjorde en forskel

”Det hænder, at vores eget lys går ud og bliver tændt på ny af en gnist fra et andet menneske. Vi har hver især grund til at tænke med dyb taknemlighed på dem, der har tændt vores indre flamme.” (Albert Schweitzer)

Jeg skriver dette som en hyldest til min Bedste, min mormor og højt elskede Bedste der nu er sovet stille ind.

Bedste har berørt så mange liv, ikke bare mit. Hun har givet så ufattelig meget og er uden sammenligning et af de mest hjertevarme menneske jeg har mødt. En kvinde med et kæmpe hjerte – at være god mod andre, se positivt på tingene og være taknemlig for selv de mindste ting i livet, var hendes livsfilosofi.

I løbet af sommeren ringede en af hendes gamle skolekammerater til mig, for at høre hvordan det gik med Bedste.  89 år, blev min Bedstemor – tænk at have relationer der strækker sig så langt tilbage og det under mig ikke, for det var det hun kunne. Alt det hun gennem livet har delt ud, alle de liv hun har berørt med sin omsorg og sin oprigtige interesse for deres velbefindende smittede af. Hun gav ikke ud for at få igen, men hun fik, fik meget og fik lige til det sidste.

Det har været så rørende at være vidne til, hvor mange mennesker der er kommet forbi, hvor mange mennesker der har sendt hende tanker og ønsker, mennesker hvis liv hun har berørt. Selv plejepersonalet der var om hende den sidste tid og kun kendte hende, mens hun var allermest dårlig, så det og beskrev hende som en hjertevarm og skøn dame.

Bedste var et af den slags magiske mennesker, hvis hjerte var så stort og rummeligt, at det ikke altid var til at forstå. Hun omfavnede i den grad livet og de mennesker hun mødte på sin vej. Med hendes omsorg og livsglæde har hun tændt og holdt gang i mange lys, ikke mindst mit.

Bedste var ikke kun Bedste. Hun var også en søster, en mor, en god veninde, kusine, faster, farmor, mormor og oldemor. Titlerne er i virkeligheden underordnet, for essensen er at alle de mange, mange mennesker der har kendte hende, familie eller ej, så blev hun en del af deres liv, en der var til sted, fordi hun inderligt ønskede det.

For mig, min søster, mine kusiner og hendes tre højt elskede oldebørn var hun Bedste og det var hun også for rigtig mange andre mennesker. For mange blev Bedste bare til Bedste. Hun var Bedste og alle vidste hvem Bedste var.  Og lige netop det at hun var så meget Bedste, kendetegnede også hvor meget hun elskede sine børnebørn og om muligt endnu højere elskede sine oldebørn.

Hun ville os så meget, hendes kærlighed og lyst til at være til stede i vores liv er svær at beskrive. Hun havde en ufattelig tålmodighed og vi fik lov til det meste og mest af alt så var hun bare interesseret i at kende til vores liv, vores skole, vores venner og hvad vi ellers gik og lavede og interessen blev aldrig mindre, selv efter vi blev voksne – hun insisterede på at følge og være med. Altid var hun der, som en fast klippe stod hun der med hendes ubetingede kærlighed.

Bedste oldebørn, var nok den største gave hun fik på sine ældre dage. Hendes tre drenge var uden tvivl hendes et og alt. De nåede at få fantastisk år sammen, skabe minder som jeg tror de altid vil huske. De elskede hende alle højt, ikke kun fordi hun altid havde småkager eller gav dem lov til at spise alt det is de ville. Altid havde hun tid og lyst til at se, hvad de kunne, høre deres historier og fortællinger, give knus og læse højt – intet var for meget, for besværligt eller for tidskrævende. Og da hun ikke længere kunne læse for dem, så læste de for hende. Hun sov inde med et billede af dem i hånden, hendes tre højt elskede drenge. Et fejre oldebarn er på vej, det nåde hun aldrig at møde, men interessen og kærligheden var der lige til det sidste og jeg ved at hun vil have elsket det lige så højt som sine drenge.

Mit hjerte græder, ved tanken og visheden om at hun ikke er blandt os mere her på jorden. Ingen ord kan beskrive hvor meget jeg kommer til at savne hende og samtidig fyldes jeg med så dyb kærlighed og taknemlighed over at hun, lige netop hun, blev min Bedste.

”Græd ikke fordi det er forbi, men smil for det der er sket”

Hvor afklaret kan man blive på det sidste farvel? Jeg sad hos hende den sidste nat. Så mange gange har vi to siddet alene oppe den halve nat, snakket og spillet og dette skulle blive den sidste jeg fik med hende. Jeg var afklaret og alligevel var det helt umuligt ikke at sidde der med tåre i øjnene og det ene udelukker ikke det andet, det er vigtigt at huske på!

Jeg ved, at alt hvad der skulle siges var blevet sagt, ikke bare for mig, men for alle os der stod hende nær. Og selvom man et sted altid kunne ønske sig en enkelt gang mere, et sidste ord, et sidste knus, så ønskede jeg for hende, det gjorde vi alle, at hun fik fred nu. Og hvor er det vigtigt med de afslutninger og ordentlige farveller.

Jeg sidder tilbage med taknemligeden over, at jeg fik muligheden. Muligheden for at fortælle hende og vise hende, hvor meget hun har betydet, hvor meget jeg elskede hende og omvendt. Heldigvis var det noget vi gennem de senere år har været god til at tale om – ikke for at sige farvel, men fordi det at kende til og forstå hvilken betydning, men selv har og den anden har for sig, har så kæmpe stor betydning i relationen. At turde stå ved min betydningsfuldhed for hende og mærke, sådan helt ind i hjertet, hendes betydning for mig, er for mig det største og det vigtigst jeg har lært af og med hende. At være sammen, ingen ord var nødvendige, ingen forklaringer – vi var bare, med hinanden og med os selv.

I skrivende stund sidder jeg i det, der for bare et år siden var hendes sommerhus – nu er det mit og min søsters.  Jeg sender hende kærlige tanker og som perler på en snor står minderne i kø og venter på, at jeg en for en tager dem frem og mindes – og det gør jeg. Minderne kan ingen fjerne og de er uundværlige at have. Jeg fik så meget, jeg fik præcis det der var meningen jeg skulle have og tak for det.

Taknemlighed er hjertes hukommelse.

Jeg vil gøre mit bedste for at efterleve hendes ønske: At fortsætte mit liv, være glad, give ud, give videre af alt det hun har lært og givet mig. ”Julle, vær aldrig bange for at være der for andre mennesker og husk at være glad for alt hvad du har…” Det var nogen af de sidste ord hun gav mig med på vejen…

Jeg vil gøre mit bedste for at være der for mig selv og for andre. Og så vil jeg i aften, når mørket falder på, liste ud i køkkenet og spise en franskbrødsmad med smør og puddersukker til ære for hende – ikke noget med Palæo, kerner eller glutenfri kost. Det hvidest brød med puddersukker. Det lærte hun mig da jeg var barn og når alle andre sov, listede vi ud i køkkenet og så smurte hun puddersukker madder.

Tak Bedste, tak for dig og alt hvad du har givet. Hvis bare verden var fuld af Bedster som dig.